Jens Blendstrup

Om forfatteren

Foto: Mie Laurenberg

(1968)

Forfatterdebut: 1994 (Mennesker i en mistbænk)

Med sin unikke evne til at skildre livets mere groteske og komiske sider har Jens Blendstrup uden tvivl manifesteret sin position som en original og ikke mindst uforudsigelig humorist i dansk prosa. Han kom til verden i 1968 i Aarhus og er vokset op i forstadsbydelen Risskov nord for Aarhus som den yngste i en drengeflok på fire. I 1987 blev han student fra Aarhus Katedralskole og afsluttede i 1996 uddannelse som cand.mag. i litteraturhistorie og historie fra Odense Universitet. Hans debut i bogform kom med novellesamlingen Mennesker i en mistbænk i 1994, men udkom allerede tilbage i 1988 med digte som blev trykt i lyriktidsskriftet Hvedekorn. Efter en lang skrivepause udkom han i 1999 med romanen Dame til fornuftige priser, der blev fulgt op af novellesamlingen Laterna vagina i 2000. Han fik for alvor sit helt store gennembrud med den selvbiografiske roman Gud taler ud i 2004. Herefter fulgte blandt andet novellesamlingen Pludselig flæben (2007) og romanen Bombaygryde (2010). Blandt hans seneste udgivelser er romanerne Luskefisefortællinger (2014) og Slagterkoner og bagerenker (2016), samt genrehybriden Havelågebogen (2017) og novellesamlingen Sorgens Balalajka (2021). Udover sit forfattervirke er Jens Blendstrup dramatiker og performer af egne tekster som forsanger i bandet Frodegruppen 40, samt medlem og medstifter af forfatterkollektivet og tidsskriftet Øverste Kirurgiske. Derudover har han sammen med forfatteren og kritikeren Lars Bukdahl performet med ’Litterær hypnose’, en blanding af turbooplæsning, dilettantkomedie og dans. I perioden fra 2005-2011 var han desuden tilknyttet Aarhus Teater som husdramatiker. Privat er Jens Blendstrup gift med forfatteren Malene Kirkegaard og bor i dag i et byhus i Korsør sammen med deres to piger, Liva og Wilma.

Derfor skriver jeg:

Det er det store spørgsmål. Jeg har egentlig aldrig holdt pause. Det er ligesom om det bare startede og selv når jeg ikke skriver kører ordene stadig rundt, som var det en gammel kondicykel i en kælder der tikker lidt videre efter en spurt. Da jeg var ung skrev jeg bare, med alderen skriver jeg fordi jeg har noget på hjertet. Og det er meget mærkeligt at det er ligesom historierne bliver til nu mens de da jeg var ung mere var indskydelser og indfald. Men i starten var det nærmest kompulsivt. Jeg forsvandt for verden i timevis og bagefter stod der side op og side ned.

Det er vist nærmest det der hedder en nødvendighed. Jeg kan ikke fungere som menneske hvis ikke jeg hele tiden sætter ord på det jeg ser. Det er nok nærmest en ekstra mund der tygger virkeligheden og fordøjer den satans verden, så den bliver til at have med at gøre.Hver gang jeg holder pause bliver jeg rastløs. Om så det bare er en beskrivelse af en bille på en vej, er det nok til at den dag bliver meningsfuld og sammenhængende. Jeg ved ikke hvornår det startede. Jeg skrev et digt da jeg var 5 om musvitter. Lille fugl sidder i hæk og pipper. Selve fuglelydene fyldte mest. De gør de for så vidt stadigvæk. Jeg kan bruge timer på at sidde i bussen til Risskov og lytte og skrive den måde de tøver og fanger samtalen og glemmer den og fanger den igen på. Det er kosteligt og umuligt at genskabe eller finde på.

Jeg har altid skrevet. Lige siden jeg fik sprog har jeg været en iagttager. Når vi legede tænkte jeg det her skal du huske.I folkeskolen var det fristilene jeg var god til. Hver gang der var en chance for bare at finde på var papiret proppet med ord, hvor imod bundne opgaver og billedanalyse altid endte forkrampet, eller slet og ret kedeligt. Jeg prøvede ellers i mange år at gå universitetsvejen. Men da jeg var blevet historiker trak min lærer mig til side og sagde. Blendstrup du har et noget subjektivt forhold til virkeligheden.Det nok rigtigt. Og med årene er det nok den evne jeg har finpudset.

Jeg er barn af akademikere. Født i et godt hjem, hvor der var højt til loftet og ikke særligt langt til flasken. Men der var tid og plads fordi begge mine forældre tidligt lod sig pensionere. Jeg er i virkeligheden nok vokset op som pensionist og har så brugt store dele af mit voksne liv på bare at komme op i nogenlunde fart. Det holder hårdt. Min personlige baggrund er i høj grad min far. Fordi han altid var forhenværende blev hans eget liv til stof for mærkelige nærmest mytologiske fortællinger, selvom jeg kendte dem kom der altid nye side historier til når vi sad i sofaen, han med sin øl jeg med min blok.Han var besat af litteratur og ønskede brændende selv at blive forfatter. Men måske havde han for mange helte,Dostojevskij, Ditlevsen, Wied, Pontoppidan, Schade. Det er dem jeg er opdraget med. Jeg var selv meget begejstret for absurdisterne og Gogol i Rusland da jeg var ung. Og en mand som Marcel Aymé vækkede min smag for sprækkerne i virkeligheden. Da jeg stødte på Hans Scherfig så jeg det satiriske bid og da jeg læste Jess Ørnsbo begyndte det rigtigt at svide. Min mor var billedkunstner, men brugte sit liv på min far. Men hun var dygtig og jeg kunne bruge halve og hele dage på at betragte hendes billedvævninger af krokodiller og helgener og mænd med erigerede lemmer. Hun var meget inspireret af kobramalerne. Og hvis jeg ikke var blevet forfatter ville jeg måske være blevet maler. Jeg tror jeg tænker meget i billeder. Men dybest set er jeg nok blevet forfatter fordi det var der jeg kunne vise jeg kunne noget mine storebrødre ikke kunne. I dag er mine forældre døde, men jeg skriver på sin vis stadig til dem. Det er egentlig noget underligt noget. Men ligesom poesien nogen gange kan være dybere end det ser ud, kan erindringen også være mere levende end nuet. Den er i hvert fald bedre beskrevet.

Jens Blendstrup, oktober 2013.