Kristina Stoltz

Om forfatteren

Foto: Robin Skjoldborg

(1975)

Forfatterdebut: 2000 (Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse)

Med sit nyskabende og realistiske samt ikke mindst meget poetiske sprog har Kristina Stoltz uden tvivl allerede manifesteret sig som én af sin generations mest eksperimenterende prosaister. Hun kom til verden i 1975 på Frederiksberg, men voksede siden op i barndomshjemmet på Christianshavn sammen med hendes fem år yngre søster. Inden hun indledte sin karriere som forfatter var hun i en overgang tilknyttet Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm som elev og har desuden studeret litteraturvidenskab og teologi ved Københavns Universitet. Kristina Stoltz fik sin debut i bogform med digtsamlingen Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse i 2000. Herefter fulgte digtsamlingen Græshoppernes tid (2002), romanerne Turisthotellet (2006) og Æsel (2011), samt novellesamlingen Ét kød (2012). Siden har hun blandt andet publiceret romanerne Historien (2013), På ryggen af en tyr (2014), Som om (2016), Cahun (2019), Paradis først (2020) og For evigt (2022) samt digtudgivelsen Fra blodet (2024). Foruden sit forfattervirke er Kristina Stoltz medstifter af nonprofit-forlaget [FINGERPRINT], samt medinitiativtager til den nordiske udgivelsesserie [NOORD] og er desuden aktivt medlem af Forfattere ser grønt, en gruppe af forfattere, der arbejder for at skabe bevidsthed omkring biodiversitets- og klimakrisen gennem ord, lyd og billeder. Hun har ligeledes tidligere fungeret som udvalgsmedlem i Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur (2014-2017) og som vicepræsident i Dansk PEN (2015-2016), samt som bestyrelsesmedlem i Brandes Selskabet (2016-2017). Derudover har hun samtidig blandt andet bidraget til adskillige danske og udenlandske aviser og tidsskrifter. Privat er Kristina Stoltz bosat i brokvarteret Vesterbro i København med sin kæreste og en stor flok delebørn.

Derfor skriver jeg:

Min mormor forærede mig en dagbog. Jeg var ti år. Jeg begyndte at skrive i den, små ubehjælpsomme sætninger om, hvad jeg havde lavet i skolen og den slags. Ubetydeligheder. Men uden disse spæde spadestik ned i ordene og sætningerne, tror jeg ikke, jeg var endt med at blive forfatter. Lige fra begyndelsen føltes det vigtigt at skrive, det erkendelsesmæssige eksperiment som det dagligt var at skrive om den verden jeg befandt mig i, både den indre og den ydre. Sådan har jeg det stadigvæk. Det er blevet min måde at være til på, mit instrument til at prøve at begribe. Det er vel en indre nødvendighed, der driver ordene frem, en lyst til at fortælle og afsøge sproget, et behov for at trække mening ud af alt det, jeg ikke forstår. Ofte er det også en indignation, vreden over den endeløse sociale uretfærdighed, som jeg i anfald af megalomani mener jeg er ansvarlig for at redde, men i stedet for at drage ud på slagmarken sætter jeg mig ved tastaturet velvidende, at det er et privilegium jeg har.

Kristina Stoltz, august 2015.