Morten Hesseldahl

Om forfatteren

Foto: Agnete Schlichtkrull

(1964)

Forfatterdebut: 1992 (Arkivaren)

Morten Hesseldahl er kendt for sine politiske thrillere, der kredser om aktuelle temaer som fanatisk idealisme, terrorisme, ondskab, krig og diktatur. Han kom til verden i Odense, hvor han voksede op i villakvarteret Fruens Bøge og siden blev student fra Sct. Knuds Gymnasium. Morten Hesseldahl har en bred baggrund med hele fire uddannelser bag sig. En uddannelse fra Den Grafiske Højskole som grafonom i 1990 blev suppleret med en HD-A i 1994 fra Copenhagen Business School. I 1997 blev han cand.phil. i filosofi fra Københavns Universitet og senest en MBA fra Copenhagen Business School i 2009. Han indledte sin omfattende karriere inden for forlagsbranchen. Dels som forlagsredaktør ved Gyldendal (1990-1997), forlagschef og direktør for forlagene Høst & Søn og Hans Reitzels Forlag (1997-2002), samt som adm. direktør for Bonnier Forlagene (2002-2007). Herefter har han bestridt flere store stillinger i dansk kulturliv. Dels som adm. direktør for Dagbladet Information (2007-2010), kulturdirektør i DR (2010-2014), teaterchef ved Det Kongelige Teater (2014-2018) og siden 2018 frem til august 2022 som adm. direktør for forlaget Gyldendal. Morten Hesseldahl fik sin debut med romanen Arkivaren i 1992, men fik dog for alvor sit helt store gennembrud som krimiforfatter med romanen Drager over Kabul i 2007, for hvilken han netop blev tildelt Det Danske Kriminalakademis pris. Siden har han udsendt op til flere romaner, heriblandt senest Natten er lige begyndt (2009), Blodet fra Solsortesletten (2011), En tid til at dø (2013), Ernestos hænder (2014), Manden fra lavlandet (2016), Masada (2018), Malins efterår (2020), Mørket under isen (2021), samt Putins datter (2023). Han har desuden en lang produktion af tegneserier bag sig, blandt andet serien Danmark besat (1990-1994), der omhandler livet i tiden under besættelsen. Ved siden af sit forfattervirke og skiftende lederjobs har han fungeret som bestyrelsesformand i Det Danske Filminstitut (2005-2010) og for forlaget Zetland (2014-2017). Han har desuden siddet i bestyrelsen for blandt andet Dansk PEN, Forfatterskolen og Kungliga Operan i Sverige. Privat er Morten Hesseldahl bosat i Humlebæk nord for København og er gift med maler og illustrator Karen Borch, med hvem han har datteren Rebecca.

Derfor skriver jeg:

En by af bøger

Min første erfaring med bøger var, at de var gode til at bygge med. Man kunne forme mure og konstruere tunneller, bygge huse og skabe hele labyrinter, som legetøjssoldater og biler kunne fortabe sig i.

Siden hen begyndte jeg at lægge mærke til omslagene. Især de dramatiske, naturligvis. Jeg husker blandt andet en udgave af De tre musketerer med et still foto fra en tidlig filmversion af bogen, og så husker jeg forskellige grader af gru på de kriminalromaner, der også indgik i familiens bogsamling. Der var især noget med et kranium, et stearinlys og en kop blod!

Da jeg på et tidspunkt kom til indholdet, gik det hurtigt. Jeg nærmest sprang ind i litteraturen og åd mig igennem børnebibliotekets reoler af både drenge- og pigelitteratur. ”Bokserdrengen” står mærkeligt klart, og det samme gør striben af bøger fra Ole Lund Kirkegaard, som jeg fik i en fast kadence og slugte, lige indtil den jul, hvor jeg fik Hodja fra Pjort og jeg forstod, at nu var Ole og jeg vokset fra hinanden.

Mit barndomshjem var politisk og kulturelt nysgerrigt, men der var ingen i familien, der markerede sig kunstnerisk. En gang imellem fik vi mine forældre tilsendt en ny bog af Tage Skou-Hansen eller Jørgen Knudsen med hilsen og dedikation fra forfatteren, men det skyldtes mest gamle venskaber og slet ikke en hilsen fra den ene åndshøvding til den anden. Erik Aalbæk Jensen og Jørgen Bøgh kendte mine forældre også fra Urtiden, men jeg husker ikke, om de også sendte bøger.

Selv gjorde mine forældre sig som nævnt ikke på den bane, om end min far formåede at skrive sine erindringer fra sin tid i modstandsbevægelsen og få dem både udgivet og genudgivet af Frihedsmuseet i forbindelse med 50 og 70-året for befrielsen.

Jeg fik min første bog udgivet, da jeg var først i tyverne. Den var en kombination af to af de emner, der optog mig naturligt på daværende tidspunkt, nemlig sex og tegneserier. Erotik og eventyr hed den og var en lystvandring gennem tegneseriens historie og dermed også en beskrivelse af dens bevægelse fra uskyld og entydighed til voksenmedie og flertydighed.

Nogenlunde samtidig med den udgivelse begyndte jeg at få udgivet tegneseriealbums tegnet af folk som Hans Hauge, Henrik Rehr, Peter Snejbjerg, Peter Heydenreich og Niels Roland. Især Roland og Rehr kom til at fylde meget. Det var med dem, jeg lavede et værk (ja, sgu!) på fem bind om besættelsestiden med titlen Danmark besat.

Det var også første gang, jeg sådan for alvor prøvede kræfter med en større episk bue, hvorunder en række mindre buer blev afsluttet og opsamlet til slut. Arbejdet stod på over flere år, og da vi nåede i mål, var vi vist noget overraskede over, at det faktisk var lykkedes. Men glade var vi og temmelig stolte, og ikke mindre stolte, da den samlede serie udkom her igen, 20 år efter i forbindelse med 70-året for befrielsen. En udmærket anledning til at veksle udgivelser med min gamle far, som jeg naturligvis stod i gæld til for så vidt angik stort og småt i manuskriptet til Danmark besat.

Mich skrev – og skriver – vanvittig godt, men hans optræden i avisspalterne forekom ham at være mindre og mindre lystfyldt, så til sidst droppede han det faste job og indledte en lang og succesrig karriere som forfatter og ikke mindst oversætter.

Mine tre første romaner blev skrevet i samarbejde med ham på den måde, at jeg mødte frem med historien, og Mich hamrede ordene af sig.

Det var festligt og frugtbart, men ikke nogen overbevisende succes. Højdepunktet kom, da vi blev nr. 2 i en skandinavisk konkurrence for spændingslitteratur for bogen Blændet af mørke. Mich hævder stadig, at ”vi tabte førstepladsen”, men det siger mere om ham end om noget andet.

Siden begyndte jeg at bevæge mig ud på egen hånd. Først med et forsigtigt – for nu ikke at sige usikkert – skridt med romanen Rebellen, og så nogle år efter med Drager over Kabul. Den lod til gengæld til at ramme rent i forhold til tidsånd og bekymringerne som følge af dansk involvering på den internationale krigsscene. Også kritikerne virkede fornøjede, og i det Danske Kriminalakademi fandt man, at den skulle tildeles prisen ”Årets bedste spændingsroman.”

Det blev et rygstød til at fortsætte med at skrive, og i de følgende år udkom yderligere fem romaner, der havde det til fælles, at de kombinerede svale danske skæbner med det voldsomme pust, det giver, når internationale konflikter blæser ind over landet.

I starten af 2016 udkom så Manden fra lavlandet, som nok betjener sig af alle mulige kneb hentet fra spændingslitteraturen, men som strengt taget ikke selv er en spændingsroman. Det er mere sådan et sammenstød mellem en udviklingsroman og en road movie. En fortælling om, hvordan det er at vokse op i Odense, gøre fin karriere i hovedstaden for så i en alder af 50 at sætte det hele over styr og stikke af til Sydamerika.

Fordi jeg selv altid har arbejdet ved siden af mine skriverier, har jeg måtte udvikle en arbejdsmetode, som kunne fungere, men som ikke svarer til det romantiske billede af forfatteren, der gennem lang tid og i ophøjet ensomhed ruger over sit værk, inden han nærmest som i en feberrus, nedskriver det fra start til slut.

Hvor meget jeg end kunne drømme om den mulighed, er det aldrig noget, jeg har kunnet gøre. Derfor arbejder jeg også meget mere ingeniøragtigt med ret grundigt at få historien strikket sammen, næsten som et tegneseriemanuskript, inden jeg går i gang med at skrive. En lille smule hele tiden og nærmest som om jeg havde en daglig akkord.

Ikke særligt romantisk, indrømmet, men tilstrækkelig effektivt til, at jeg nu er ved at have nok af udgivelser til at kunne opbygge min helt egen by på gulvet.

Morten Hesseldahl, februar 2016.