Karen Marie Edelfeldt

Om forfatteren

Foto: Isis Edelfeldt

(1971)

Forfatterdebut: 1989 (Tysh)

Med sin meget eksperimenterende og ekspressive poesi har Karen Marie Edelfeldt inden for blot ganske kort tid manifesteret sig som en af sin generations helt store talenter i dansk lyrik. I hendes digtning brydes de gamle poetiske symboliseringer af det kvindelige som forsoning og inspiration op i nye, uventede postromantiske billedemønstre. Hun kom til verden i Ebeltoft, hvor hun i 70'erne voksede op i et trygt og bogligt hjem sammen med en hendes to søskende. Hun er autodidakt forfatter med mange rejser rundt om i verden, heriblandt Kina, USA, Mellem- og Sydamerika, Afrika og Antarktis. Efter en periode med skiftende job bag sig afsluttede hun i midt 90'erne uddannelse inden for hypnose i USA fra Gabriel Institute of Clinical Hypnosis i Seattle. Allerede som kun ganske ung fik hun et stort gennembrud med sin kritikerroste digtsamling Tysh i 1989, for hvilken hun netop blev tildelt Klaus Rifbjergs Debutantpris af Det Danske Akademi. Siden har hun modtaget Michael Strunge-Prisen for sit lyriske forfatterskab, der ligeledes omfatter digtsamlingerne Paradis (1992), Til Babylon (1995) og Sollyset i åbne hænder (2005). Herefter valgte hun at leve et mere stille og tilbagetrukket liv helt udenfor litteraturens rampelys og arbejder i dag som kropsterapeut ud fra et holistisk menneskesyn. Privat er hun bosat på Østerbro i København og er mor til datteren Iris.

Derfor skriver jeg:

At skrive digte hænger nøje sammen med fravalg af ord. Den yderste konsekvens er helt at udelade dem i det offentlige rum. Og det gør jeg i lange perioder for at skåne min plads og mit hjerte.

Jeg skriver, fordi det er vidunderligt at mærke skaberkraften i forhold til den verden, jeg lever i... Når jeg aktivt vælger den skønneste udgave af alting og dermed højner kvaliteten af virkeligheden. Skabelsen består i at fintune virkeligheden og udøve min indflydelse via ordvalget til at skabe det, der er den reneste skønhed, som jeg kan få frem. Jeg tager aktivt stilling til virkelighedskonstruktionen på den mest frugtbare og sensuelle måde. Derved er processen i sig selv omgivet af skønhed, ordene bliver skønne og sammenhængen mellem dem bliver til en endnu større skønhed. Det er denne fornemmelse af på en og samme tid at være og nære skønheden/sandheden, der gør at jeg skriver, når jeg altså skriver. Dette aspekt af digterkunsten - at højne og fremelske - lader sig nemlig langtfra begrænse til det skrevne ord.

Karen Marie Edelfeldt, januar 2014.