Mich Vraa

Om forfatteren

Foto: Joachim Adrian

(1954)

Forfatterdebut: 1982 (Papegøjejagt)

Med sit levende og ikke mindst sanselige sprog er Mich Vraa uden tvivl én af nyere tids mest originale stemmer i dansk litteratur. Han kom til verden i bydelen Dalum i Odense, hvor han som barn og ung voksede op i 60’erne og 70’erne. Selvom han allerede som ganske ung var optaget af at skrive, var det dog til at begynde med journalistikken, der optog ham mest og blev sidst i 70’erne uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Herefter fungerede han i mere end femten år ansat som journalist ved Ekstra Bladets redaktion i Odense. Mich Vraa fik sin debut i bogform med romanen Papegøjejagt i 1982, der falder inden for krimigenren. Herefter fulgte romanerne Maya (1983) og - så hellere en luder fra Caen (1985). Hans forfatterkarriere tog dog for alvor fart, da han med romanen Haabet (2016) indledte sin store trilogi om Dansk Vestindien, der netop er bygget over den kendte treenighed ’Tro, håb og kærlighed’, og som siden er blevet fulgt op af Peters kærlighed (2017) og Faith (2018). Herefter udkom han med Vaniljehuset (2020), en intens historisk roman om ambitioner og svigt. Senere fulgte Pigen fra det store hvide skib (2021), en historisk roman om krig, håb og kærlighed, som er blevet til i samarbejde med Jesper Bugge Kold, med hvem han siden har udgivet Tre dage i april (2022), en hjertegribende roman om ung kvindes busrejse med gennem det udbombede Nazityskland. Senest har han netop udsendt romanen Under en anden himmel (2023), en medrivende beretning om et umage venskab og om en usædvanlig mands mystiske liv og skæbne. Mich Vraa har desuden siden sidst i 80’erne oversat op mod et tusind bogtitler, heraf nogle af tidens store engelske og amerikanske bestsellerforfattere som Ernest Hemingway, Garth Risk Hallberg, Anthony Doerr, Jonathan Franzen, Tom Wolfe, John Williams og Dan Brown. Derudover er han en flittig foredragsholder og er optaget af at formidle Dansk Vestindiens dramatiske historie og ikke mindst berette om sit arbejde med sin store kritikerroste romantrilogi, sin research- og skriveproces. Privat er Mich Vraa bosat i sin barndomsbydel Dalum med sin hustru Anne Louise, med hvem han har tre voksne børn.

Derfor skriver jeg:

Jeg har altid skrevet. Virkelig altid. Lige så længe jeg kan huske. Det er mig komplet umuligt at forklare hvorfor. Hvorfor har nogle mennesker dette behov for at fortælle … for det er vel dybest set det de har? Behovet for at fortælle historier. Sprog er interessant, og jeg går nærmest forrykt meget op i det, i det stilistiske, i grammatik og i de muligheder der ligger i syntaks og udtryk. Men sproget er og bliver et værktøj, ikke et mål i sig selv. Hvis man har de to ting – lysten og evnen til at fortælle historier og værktøjet til at gøre det – så bliver man måske forfatter. Storyteller, som Blixen, den gamle krukke, kaldte det.

Den første egentlige bog jeg skrev, var PAPEGØJEJAGT som udkom i 1982. Titlen siger hvad det var for en bog: en slags kriminalroman hvis hovedperson var en mand der drømte om at skyde papegøjen. Han var stort set lige så umoden som jeg selv var dengang. Men romanen blev antaget af forlaget Wøldike og udgivet et par måneder senere. Uden redigering. Ikke et komma blev ændret. Det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt og meget uprofessionelt. I dag er jeg en milliard gange så rutineret og bevidst om både dit og dat, men bruger dage og nætter og frokostaftaler på at lytte til min kloge redaktør, Anne-Marie Christensen. Hende skylder jeg om ikke alt, så i hvert fald meget, af det der skete efter at HAABET udkom i 2016.

Faktisk nåede jeg at skrive en snes bøger inden det skete. Krimier, børnebøger og mere litterære forsøg – for eksempel SÅ HELLERE EN LUDER FRA CAEN som fik sin titel på grund af et væddemål med Morten Hesseldahl der var med i Normandiet (og Caen) den sommer i 1983. Oh, don’t get me started. Og nu vi er ved Morten, så har han også spillet en større rolle i min udvikling som forfatter: Han er ti år yngre end mig, men det har han aldrig taget sig af, heller ikke da han var syv og jeg var sytten. Vi skrev vores første fælles roman – ARKIVAREN – i 1991. Det foregik stort set på den måde at Morten lå i sin hængekøje på terrassen i sommerhuset på Langeland mens jeg sad i stuen og omskrev hans plot til funktionel prosa. Siden fulgte endnu to spændingsromaner før vi så i øjnene at vores samarbejde næppe ville afføde det store litterære gennembrud. (Det fik Morten så til gengæld med DRAGER OVER KABUL nogle år senere, mens mit eget forfatterskab nærmest gik i stå). Havde jeg lidt svært ved det? Ja.

Jeg blev litterær oversætter på fuld tid. Har i dag navn på titelbladet i rundt regnet et tusind titler. Børnebøger, ungdomsbøger (det der i dag med et nydansk ord hedder YA for Young Adult) og romaner fra engelsk, fransk, norsk og svensk. Ingen nulevende dansk oversætter har flere titler på samvittigheden end mig.

I løbet af de næste år – fra 1988 til 2015 – fik jeg mine tre børn og opgav aldrig håbet om en dag at skrive en roman som også ville blive læst af et stort publikum. Og i 2016 skete det så endelig. HAABET ramte (tilfældigvis) lige ned i 100 års jubilæet for salget af Dansk Vestindien – og ned i en ejendommelig mangel på skønlitteratur om den danske koloni- og slavetid. Allerede da jeg lagde mig fast på titlen, havde jeg Tro, Håb, Kærlighed i tankerne – en trilogi – og selv om rækkefølgen blev en anden, så lykkedes også det. Tre romaner på tre år, 1400 sider. Efterfulgt af et kæmpe tomrum som jeg netop nu – i vinteren 2018 – forsøger at fylde med noget helt andet.

Mich Vraa, december 2018.