Foto: Morten Holtum
(1995 - 2020)
Forfatterdebut: 2013 (Yahya Hassan)
Med sit på én gang ekspressionistiske og billedskabende sprog blev Yahya Hassan inden for kun ganske kort tid kendt som én af nyere tids helt store talenter i dansk lyrik. Han kom til verden i Aarhus Vest, hvor han voksede op sammen med sine fire søskende i en familie med muslimsk familiebaggrund. Efter en belastet barndom under omskiftelige og socialt belastede forhold med vold, svigt og kriminalitet begyndte han at skrive digte. Hans store digteriske talent blev opdaget under et ophold på institutionen Solhaven i Farsø. Herefter begyndte han at skrive koncentreret og fik i 2013 en plads på skrivelinjen ved Vallekilde Højskole og studerede i 2013-2015 ved Forfatterskolen i København. Yahya Hassan debuterede med et brag med sin selvbiografiske digtsamling Yahya Hassan i 2013. Med denne succesfulde digtudgivelse blev Yahya Hassan snart omtalt som et spirende forfattertalent med stor internationalt potentiale, der netop med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer er blevet den mest solgte debutdigtsamling i Danmark nogensinde. Yahya Hassan blev dog for alvor et kendt ansigt i den brede danske offentlighed, da han i 2015 meldte sit kandidatur for Nationalpartiet, hvor han var politisk aktiv frem til 2016. Efter en noget omflakkende og turbulent periode med kriminalitet, vold og stofmisbrug udsendte Yahya Hassan sin anden digtsamling med titlen Yahya Hassan 2 i 2019. Blandt sine helt store kilder til inspiration var den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, den norske forfatter Karl Ove Knausgård, samt den ikoniske danske digter Michael Strunge. Yahya Hassan blev blot 24 år gammel.
Derfor skriver jeg:
»De første bøger var måske ikke så litterære. Jeg læste Dan Browns Da Vinci Mysteriet og Stieg Larssons Millennium-trilogi. Den slags. Men jeg skrev faktisk, før jeg begyndte at læse. Jeg boede i et område, hvor der blev etableret nogle rapskoler. Så jeg skrev raptekster. Men det blev akavet med tiden; det var for karikeret, og der var en attitude i det, der var for hård på den dumme måde. Så jeg begyndte at skrive noget, der ikke var rap. Tekster som skulle stå alene, uden musik. Det var noveller og senere de digte, der er i min bog.«
Yahya Hassan (Citat fra interview i Berlingske, 2014).
Udvalgte litteraturpriser:
2013: Bogforums Debutantpris
2013: Weekendavisens Litteraturpris
2013: Politikens Litteraturpris
2014: Munch-Christensens Kulturlegat
Udvalgt bibliografi:
2013: Yahya Hassan (digte)
2019: Yahya Hassan 2 (digte)
Et forfærdeligt stærkt ærinde (2013).
Anmeldelse af digtsamlingen Yahya Hassan.
Af Tue Andersen Nexø, Information.
»»»
Jeg danser ballet med min ballast (2019).
Anmeldelse af digtsamlingen Yahya Hassan 2.
Af Lars Bukdahl, Weekendavisen.
Interview med forfatteren om sit store litterære forbillede.
Interview fra Information (2013). [klik her]
»»»
Interview med forfatteren om sin lyriske drivkraft.
Interview fra Politiken (2013). [klik her]
»»»
Interview med foratteren om inspiration og skriveproces.
Interview fra Berlingske (2014). [klik her]
»»»
Interview med forfatteren om vold, misbrug og psykisk sygdom.
Interview fra Weekendavisen (2019). [klik her]
»OFTE har jeg prøvet at forestille mig Yahya som ældre. At tiden ville slide på kanterne og fugerne, som brændingen slider på en sten, glatte de ru, mørke plamager, at bølgerne efterhånden ville gøre ham udmattet og rund. Som 30-årig, måske faldet en anelse til ro, sikkert med et barn og måske med en ny digtsamling om noget helt andet end ham selv, endda skrevet med små bogstaver. Som 40-årig, sikkert fraskilt, nu med flere børn, men måske med en fast lejlighed. Som 50-årig, med flere digtsamlinger og to-tre romaner bag sig. Som 60-årig. Som 70-årig. Et forfatterskab. Børnebørn. Et helt liv.
Selvfølgelig er tankeeksperimentet aldrig lykkedes, for jeg har ikke troet på det. Ligesom alle andre har jeg tænkt, at det ville gå galt, spørgsmålet var bare hvordan og hvor slemt. Jeg er ikke spor chokeret over hans død. Men jeg kan dårligt forklare, hvor ked af det, jeg er, over det. Intet er så trist som den forudsigelige tragedie.
Yahya ville ikke være her, nej, det er forkert. Han ville selvfølgelig helst leve, men han kunne ikke. Hvorfor ikke?.«
Martin Krasnik (Citat fra nekrolog i Weekendavisen, 2020).
Forfatterprofilen er senest opdateret den 15.10.2022.
Copyright © 2022