Leif Davidsen

Om forfatteren

Foto: Nicky Bonne

(1950)

Forfatterdebut: 1984 (Uhellige Alliancer)

Med sine store politiske spion- og krimiudgivelser, der ofte tager udgangspunkt i Rusland og det tidligere Sovjetunionen er Leif Davidsen uden tvivl en thrillerforfatter af stor internationalt format. Han kom til verden i 1950 i stationsbyen Otterup på Nordfyn, men voksede siden op i Bogense og Ringe sammen med sine to yngre søskende. Selvom han allerede som ganske ung var optaget af at skrive, var det til at begynde med dog journalistikken, der optog ham mest og blev i midten af 70'erne uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Hans journalistiske karriere begyndte dog allerede som praktikant ved Lolland-Falsters Folketidende. Herefter fulgte lang en karriere op gennem 80'erne og 90'erne som udenrigsjournalist ved Danmarks Radio, hvor han fra 1984 frem til 1988 fungerede som korrespondent i Moskva. Leif Davidsen fik sin debut i bogform med romanen Uhellige Alliancer i 1984, men udkom allerede i starten af 70'erne med en samling digte som blev trykt i tidsskriftet Hvedekorn. Han fik dog for alvor sit helt store folkelige gennembrud med romanen Den russiske sangerinde i 1988, der siden er blevet fulgt op af flere andre, heriblandt blandt andet Den serbiske dansker (1996), Limes billede (1998), Fjenden i spejlet (2004), På udkig efter Hemingway (2008), Min broders vogter (2010), Djævelen i hullet (2016), Ravnens rede (2017), Forræderens børn (2020), Lenins bodyguard (2022), samt I skyggen af krigen (2024). Blandt sine helt store kilder til inspiration er den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij og ikke mindst den amerikanske forfatter og journalist Ernest Hemingway. Han har desuden modtaget op til flere priser for sit store forfatterskab, som med tiden er blevet oversat til mere end 15 sprog. Privat er Leif Davidsen bosat i Smørum nord for København med sin hustru Ulla Høy Davidsen, med hvem han har to voksne børn.

Derfor skriver jeg:

Jeg begyndte tidligt med at forsøge at skrive fiktion. Jeg har skrevet siden jeg var 15-16 år. Først digte og noveller og langt senere romaner og rejsebeskrivelser. Jeg kan ikke forestille mig ikke at skrive. Det er lige så naturligt for mig som at trække vejret. Jeg har skrevet så længe, jeg kan huske og øvet mig på mange forskellige sider i den store mangfoldighed af litterære genrer, inden jeg fandt min plads.

Jeg er ikke optaget af diskussionen om genrer. Genrekonventioner er i sig selv værdineutrale som et sprogs matematik eller en toneskala, men jeg har valgt fortrinsvis at skrive romaner og noveller, som ofte drives frem af en spændingsmotor. Det tøjler faretruende tendenser til modernisme eller handlingstom, plotløs kedsommelighed. Thrilleren giver mig anledning til at afsøge det moderne liv. Den fremadskridende historie med de nødvendige afstikkere i handlingen passer til min måde at tænke og skrive på. Den giver mig mulighed for at afsøge sindets såvel som verdens afkroge, og den giver mig rig mulighed for at eksperimentere med form og sprog.

Min første roman Uhellige Alliancer blev startskuddet. Jeg begyndte på den i Moskva i 1980. Jeg havde selvfølgelig læst Graham Greene, Eric Ambler og John le Carré, men uden den store genrebevidsthed. Jeg læste dem, fordi de skrev gode bøger. Jeg havde kun tågede forestillinger om spændingsromanens poetik og havde ikke tænkt på Uhellige Alliancer som en spændingsroman.

Men Uhellige Alliancer føltes i skriveprocessen som den helt rigtige måde at skrive på for mig. Jeg ville skrive om mennesker i min tid, men også om de politiske, historiske og sociale problemer, som optog mig. I den første roman var det Spanien efter diktatoren Francos død. Jeg ville skrive om en mand, der bliver indviklet i en historie, der forandrer ham og viser, at der er andre kræfter i ham end det, det stille kontor- og familieliv hidtil har afsløret.

Jeg fandt ud af, at jeg kunne bruge min viden og mine notater og researchmateriale fra tidligere rejser. Sammen med personlige oplevelser i mødet med mennesker, vin, mad, landskaber og kunst indgik de som ingredienser i romanen. Jeg lod hovedpersonen drive historien fremad. Den voksede i en spændingskurve, som jeg fandt naturlig. Det lyder så enkelt, men var det måske ikke. For mig var det en art åbenbaring, en helt ny måde at få greb om en roman på, som jeg ikke tidligere havde tænkt på.

Siden har jeg ikke kigget mig tilbage. Jeg var forfatter i min egen indbildning, før jeg begyndte at skrive Uhellige Alliancer, men vidste ikke, hvilken forfatter, jeg ville være. Med Uhellige Alliancer havde jeg fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol.

Leif Davidsen, august 2016.