Iben Mondrup

Om forfatteren

Foto: Les Kaner

(1969)

Forfatterdebut: 2009 (Ved slusen)

Med sit intense og ikke mindst poetiske sprog har Iben Mondrup inden for kun ganske kort tid manifesteret sig som én af sin generations mest originale stemmer i dansk prosa. Hun kom til verden i København, men er siden vokset op sammen med hendes to yngre søskende i den vestgrønlandske by Godhavn. Som 18-årig rejste hun til København for at indlede studier ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun i 2003 blev uddannet som billedkunstner med en mastergrad i kunstteori og formidling. Hendes prosadebut kom med romanen Ved slusen i 2009. Herefter fulgte romanerne En to tre - Justine (2012) og Store Malene (2013), inden hun for alvor fik sit store folkelige gennembrud med romanen Godhavn (2014), der skildrede hendes barndom i 1970’ernes Grønland og som i 2015 blev tildelt DR Romanprisen. I 2015 modtog hun tilmed et 3-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds Legatudvalg. Siden har hun foruden Karensminde (2016) ligeledes publiceret romanerne Vi er brødre (2018), Tabita (2020), Vittu (2022) og Bjørn (2023). Blandt hendes store litterære forbilleder er store novellister og poeter som Paul Auster, Emily Brontë og Knut Hamsun. Parallelt med sit forfattervirke har hun desuden lavet performancekunst, blandt andet sammen med den store grønlandske billedkunstner og forfatter Jessie Kleemann. Privat er Iben Mondrup bosat på Vesterbro i København og er mor til Bror og Ellen.

Derfor skriver jeg:

Om at vælge at skrive: Billedkunsten er en kunstart, der først og fremmest henvender sig til sanserne. Jeg tror, at min kunstneriske baggrund har sat sig spor i mine romaner. Man siger, at jeg skriver en sanselig litteratur. At man næsten kan lugte og smage og fornemme det, jeg skriver frem i mine romaner.

Jeg skriver fremfor at arbejde billedligt, fordi jeg i skriften har et sted, hvor jeg kunne arbejde både dybere og i længere tid med et værk. Som forfatter er jeg ikke – som billedkunstneren – på samme måde afhængig af at have et atelier. Når jeg åbner computeren, er jeg i mit værksted. Derudover kan jeg lide bogens lange liv. Bøgerne står rundt omkring på bibliotekerne og bliver lånt ud. En kunstudstilling bliver derimod pakket ned og gemt væk. Hvis man er uheldig, bliver den aldrig vist igen. Bøger forpligter i kraft af deres lange liv. Jeg kan ikke stikke af fra dem. Det kan jeg egentlig godt lide.

Om rum: Jeg betragter mine romaner som sådan nogle rum, man kan gå ind i, ja, faktisk med kroppen. Derfor fylder rummenes virkelighed også en del. Hvordan lugter der, hvordan ser der ud, hvordan mærkes det på kroppen? Kan jeg etablere en hel verden omkring læseren, synes jeg, at jeg er nået langt. Flere af personerne i mine romaner har problemer med at adskille sig selv fra de rum, som de er i. De flyder ligesom ud i verden omkring sig, eller verden trænger ind i dem. Sådan tror jeg, mange mennesker kan have det. De kalder det måske følsomhed eller siger, at de får for mange sanseindtryk. Det er alt sammen et udtryk for et besvær med at opretholde en fornemmelse af grænsen mellem jeget og verden.

Om begæret: Det er også blevet sagt, at jeg skriver om kroppen og om begæret. Vi møder først og fremmest verden med kroppen. Det er den måde, som det lille barn orienterer sig og knytter kontakt på. Kroppen er per definition seksuel, men i bred forstand. Begæret retter sig både mod ting og mennesker, og det er bestemt ikke altid, at det har med decideret sex at gøre. For mig er begæret en livslyst, som vi alle sammen kan være i mere eller mindre kontakt med.

Om det selvbiografiske: Jeg tror, de fleste forfattere skriver på nogle personlige erfaringer. Jeg har i kraft af min opvækst i Grønland erfaringer med at miste venner, fordi det samfund var præget af familier, der kom og gik. Det har betydet rigtig meget for mig. Der er derfor et tema, jeg vender tilbage til, ikke sådan terapeutisk, men måske nærmere for at prøve at forstå det. Der er selvbiografisk stof i alle romaner, tror jeg. Men jeg synes ikke, det er væsentligt for læseoplevelsen. Væsentligt er det til gengæld, at man som forfatter skriver noget, som nogen kan leve sig ind i, som de kan føle, opleve eller forstå. Her står forestillingen om det selvbiografiske bare i vejen.

Om Grønland: Grønland er mit første sted og altså det sted, min personlighed er blevet dannet. Dannelsen foregår selvfølgelig løbende og hele tiden, men der er nok ikke nogen, som vil benægte, at barndommens sted har en særlig betydning for hele personligheden. Grønland er det sted, jeg har erfaret med kroppen, og derfor er det også det sted, jeg bedst og lettest kan skrive frem. Nogle gange kan det føles som et handicap. At skrive andre landskaber frem, det danske f.eks., er straks sværere for mig.

Iben Mondrup, juni 2015.