Kirsten Thorup

Om forfatteren

Foto: Sofie Amalie Klougart

(1942)

Forfatterdebut: 1967 (Ideni-udenfor)

Med sin moderne og frem for alt samfundskritiske skrivestil har Kirsten Thorup uden tvivl manifesteret sin position som én af vor tids mest markante skikkelser i dansk prosa. Hun er født og opvokset i den nordfynske stationsby Gelsted sammen med hendes to ældre brødre. Efter sin studentereksamen fra Fredericia Gymnasium tog hun til Cambridge i England og fik job som au pair og flyttede herefter til København, hvor hun studerede engelsk og senere litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Kirsten Thorup fik sin debut i bogform med digtsamlingen Ideni-udenfor i 1967 og har gennem tiden skrevet op til flere digtsamlinger, noveller, romaner og ikke mindst skuespil. Hun skrev dog sig for alvor ind i litteraturhistorien med romanen Baby (1973) og fik sit helt store folkelige gennembrud med romanen Lille Jonna (1977). Siden er det blevet til adskillige meget anerkendte romaner, heriblandt Himmel og helvede (1982), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Førkrigstid (2006), Tilfældets gud (2011), Erindring om kærligheden (2016), Indtil vanvid, indtil døden (2020) og senest Mørket bag dig (2023). Blandt hendes kilder til inspiration er de to store russiske forfattere Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij, den store britiske forfatter Charles Dickens og ikke mindst den store danske eventyrdigter H.C. Andersen. Parallelt med sit forfattervirke fungerede hun fra 1993-1995 som medlem af Det Litterære Udvalg i Statens Kunstfond. Herefter fra 1995-1998 som bestyrelsesmedlem for Danske PEN og siden 2002 som medlem af bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere. Hun har med tiden ligeled modtaget op til flere store priser for sit forfatterskab, heriblandt boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær, Søren Gyldendal Prisen, Det Danske Akademis Store Pris, samt Nordisk Råds Litteraturpris. Privat er Kirsten Thorup bosat i en lejlighed ved søerne på grænsen mellem Frederiksberg og København.

Derfor skriver jeg:

Da jeg var 14-15 år og ikke kendte anden litteratur end realskolens pligtpensum, introducerede en skoleveninde mig for verdens-litteraturen. Hun syntes det var for dårligt, at jeg læste Illustrerede Klassikere (forkortet tegneserieudgave af klassiske romaner) i stedet for den ægte vare, og opfordrede mig til at læse Dostojevskijs Forbrydelse og straf og Gorkis Min barndom. Romanerne førte mig væk fra den lille stationsby hvor jeg voksede op, og ind i den store fortælling. Siden har litteraturen været min parallelverden.

At skrive er for mig en måde at være til på, en livsnødvendighed som at trække vejret. En måde at overkomme følelsen af at være fremmed i verden, en junkies længsel efter selvforglemmelse. At skrive er at forme en anden, dybere virkelighed af den givne. En vild trang til at omskabe verden med ord og sætninger, gennemlyse den, gøre den større, bedre, mindre, værre, smukkere, mere sanselig, mere eventyrlig. At have været så heldig/uheldig at blive født kræver et svar.

Min tilgang til skriften kan også være lysten/tilskyndelsen til at fortælle, hvad der sker i verden omkring mig, det nære og fjerne i en global virkelighed, kaste lys i mørket, være et vidne i min samtid og sætte skriften ind som en aktiv handling i tid og rum, gribe ind i verdens gang med digtningen som indsats.

Kirsten Thorup, januar 2015.