Kim Leine

Om forfatteren

Foto: Robin Skjoldborg

(1961)

Forfatterdebut: 2007 (Kalak)

Med sit elegante og samtidig poetiske sprog har Kim Leine inden for kun ganske kort tid manifesteret sig som én af sin generations mest originale stemmer i nyere dansk prosa. Han kom til verden i Norge, hvor han voksede op i den lille bygd Seljord sammen med sin mor og stedfar og lillebror. Senere flyttede han til Danmark som blot 17-årig for at bo sammen med sin far i København, hvor han i 1982 blev nysproglig student fra Sortedam Gymnasium. I tiden efter gymnasiet uddannede han sig til sygeplejerske fra Bispebjerg Sygeplejeskole. Herefter gik turen til Grønland, hvor han i femten år boede og arbejdede som sygeplejerske. Siden vendte han dog tilbage til Danmark, hvor han som 45-årig fik sin debut med sin store erindringsroman Kalak i 2007, der senere blev fulgt af romanerne Valdemarsdag (2008) og Tunu (2009), men fik dog for alvor sit helt store gennembrud med sin meget kritikerroste roman Profeterne i Evighedsfjorden (2012), der indbragte ham boghandlernes pris De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris. Siden har han foruden romanen Afgrunden (2015), blandt andet udsendt romanerne De søvnløse (2016), Rød mand/sort mand (2018), Efter åndemaneren (2021), Karolines kærlighed (2022), Karolines kamp (2023) og Karolines krig (2024). Blandt sine store foretrukne kilder til inspiration er den norske forfatter Knut Hamsun, den russiske forfatter Lev Tolstoj, den franske forfatter Gustave Flaubert og den canadiske forfatter og litteraturkritiker Margaret Atwood. Med tiden har Kim Leine modtaget op til flere priser for sit store forfatterskab og blev i 2010 tildelt støtte fra Dansk-Grønlandsk Kulturfond til en researchrejse til Maniitsoq (Evighedsfjorden). Privat er Kim Leine bosat i bydelen Islands Brygge i København med sin hustru Bodil og deres søn Sune. Han er desuden far til Johannes og Marie.

Derfor skriver jeg:

At skrive er for mig en grundbehov, ligesom det er at læse, på linje med sex, mad, venskaber og familie. Læsningen var, fra ca. 12 års alderen, min måde at få nogle fornuftige voksenrelationer, og idéen om at blive forfatter opstod tidligt. Men jeg kunne ikke fatte hvordan man skrev en bog. Så i mange år lavede jeg alt muligt andet, drak for meget, åd for meget, havde mange usunde seksuelle forhold, tog morfin osv. I dag kan jeg godt se at det var en slags overspringshandling, mens jeg ventede på at blive forfatter. Jeg forsøgte igen og igen, og mislykkedes igen og igen. Først da jeg havde overlevet den endegyldige krise, kom der en nerve, og en følelse af nødvendighed, i skrivningen, og så kom bøgerne i tur og orden. Jeg har en del erfaringer med misbrug og afhængighed, og jeg kan mærke at der er flere af de samme energier i min skrivning som i de andre ting. Hvis jeg går i nogle dage uden at få skrevet, får jeg abstinenser og bliver deprimeret, vranten, desperat, i den rækkefølge - bare spørg min kone.

Bruger jeg skrivningen terapeutisk? Ja, selvfølgelig. At skrive hjælper en med at tænke, at sortere rodet oppe i hovedet. Men formålet med at skrive er vel ikke terapeutisk. Det er bare noget jeg gør. Det er et grundbehov.

Kim Leine, januar 2015.