Charlotte Weitze

Om forfatteren

Foto: Lea Meilandt

(1974)

Forfatterdebut: 1996 (Skifting)

Med sin helt formidable evne til at skrive magisk realistisk har Charlotte Weitze uden tvivl allerede manifesteret sig som én af sin generations mest originale stemmer i nyere dansk prosa. Hendes romaner og noveller kredser om menneskets forhold til naturen, og udspiller sig ofte i et magisk univers i grænselandet mellem det hverdagsagtige og det helt eventyrlige. Hun kom til verden i Kongens Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og hendes lillebror. Lige siden sin meget omtale og kritikerroste debut som blot 22-årig med novellesamlingen Skifting i 1996, er hendes brug af netop det overnaturlige og det eventyrlige ganske udtalt. Siden debuten har hun foruden romanerne Fandekke (2001), Brevbæreren (2003), Harzen-sanger (2013), Den afskyelige (2016) og Rosarium (2021), blandt andet udsendt novellesamlingerne Bjergtaget (1999), Mørkets egne (2005) og Det hvide kvarter (2011), samt essaybogen Klimaet og kunstneren (2022). Blandt sine litterære forbilleder og kilder til inspiration er store ikoniske digtere som Franz Kafka og Villy Sørensen. Hun har desuden ladet sig inspirere af folkeeventyret og ikke mindst af den mundtlige fortælletradition. Ved siden af sit forfattervirke er hun uddannet cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet med speciale i fortællestrukturer i dyrefilm. Hun er desuden ophavskvinde og kunstnerisk leder af litteraturfestivallen LittTalk på Vallekilde Højskole og underviser samtidig i kreativ skrivning. Privat er Charlotte Weitze bosat i landsbyen Vallekilde i Odsherred med sin mand Jacob og deres to piger, børn.

Derfor skriver jeg:

Jeg skrev, før jeg lærte alfabetet. Jeg tegnede historier og dikterede den tekst, til min far, som skulle stå nedenunder. Senere lå jeg på maven i haven, i sommerferien, og skrev plagiater af krimier som De Fem eller overnaturlige fortællinger ala Maria Gripe. Fan Fiction ville man nok kalde det i dag.

Jeg skrev rent på skrivemaskinen, fotokopierede, syede bogsiderne sammen på symaskinen og gav historierne væk.

Det med at finde på og give væk, de følelser der er forbundet med det, var de samme dengang som nu.

En linje, et billede, en situation inspirerer. Derfra udvikler romanen, novellen eller dramaet sig. Jeg aner ikke på forhånd, hvor det hele ender, men det, at jeg kan overraske mig selv, er en væsentlig del af drivkraften. Når intuitionen råder, fortæller jeg den historie, til mig selv, som jeg ikke vidste, at jeg havde allermest lyst til at høre på det givne tidspunkt.

Det er som at sende en sporhund ind i en mere eller mindre ukendt egn, som jeg gerne vil udforske. Hvad oplever den dér? Hvad kommer den tilbage med? Jeg har ikke mulighed for at udforske alt og opleve alt i mit hverdagsliv. Men det har sporhunden - og fortællingen.

At skrive er den ultimative frihed og den ultimative nærhed. Det kribler i maven, når fingrene løber over tasterne. Denne kriblen kan jeg, forhåbentligt, give videre til læserne i form af en bog, som får det til at krible på samme måde i læsernes maver.
Den færdige bog, skabt i ensomhed, giver i sidste ende et fællesskab med andre – det som vel egentligt er meningen med galskaben. Historiefortælleren, hende ved lejrbålet, står på én gang uden for flokken og midt i flokken. I øjeblikket mellem dag og nat skaber hun et fællesskab gennem fortællingen, som egentlig kommer fra hendes eget materiale, men som rammer tilhørerne.

Jeg skriver oftest i genren magisk realisme – og for voksne læsere. I mine fortællinger møder det hverdagsagtige det eventyrlige. Genren er ikke særligt udbredt i Danmark, men er f.eks. helt almindelig i Island og de latinamerikanske lande. I Danmark bliver jeg altid spurgt om, hvorfor jeg skriver eventyrligt? Og om hvad det magiske særligt kan?

Og egentligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare andet end, at det kribler i maven. At det føles som om at sporhunden, i de eventyrlige fortællinger, kan bane sig endnu længere vej ind i et ukendt land.

Charlotte Weitze, juni 2017.