Ursula Scavenius

Om forfatteren

Foto: Tobias Scavenius

(1981)

Forfatterdebut: 2015 (Fjer)

Med sin beherskede og ikke mindst foruroligende prosa har Ursula Scavenius inden for kun ganske kort tid manifesteret sig som én af sin generations mest originale stemmer i nyere dansk litteratur. Hun kom til verden i den sydfynske handelsby Svendborg, men er siden vokset op i landsbyen Tranekær i den nordlige del af Langeland. I 2002 indledte hun studier ved Københavns Universitet, hvorfra hun siden afsluttede uddannelse som cand.mag. i litteraturvidenskab og Italiensk, inden hun i 2012 tog afgang fra Forfatterskolen i København. Hendes prosadebut kom med novellesamlingen Fjer i 2015, som i tre apokalyptiske fortællinger beskriver en feberramt og traumatisk verden og kredser om temaer som sorg og tab, for hvilken hun netop blev tildelt Munch-Christensens Kulturlegat. I 2020 udkom hun med sin anden novellesamling Dukkerne, fire forunderlige og samtidig dystre dystopiske fortællinger om søskendeforhold, katastrofer og samfund under opbrud. Foruden sine egne prosaudgivelser har hun skrevet tekstbidrag til flere antologier, heraf senest Afbrydelser fra 2023. Herudover har hun publiceret i et utal af forskellige tidsskrifter, samt skrevet og instrueret op til flere teaterstykker og bidraget til performances og mere tværæstetiske samarbejder. Blandt hendes helt store kilder til inspiration er blandt andre Franz Kafka, August Strindberg, Jón Kalman Stefánsson og Knut Hamsun, samt ikke mindst fundet stor inspiration fra blandt andet malerne Goya og Bosch i form af deres groteske univers, hvori sorg og generel desillusion over verdens tilstand fremstilles igennem tragikomik og som bliver anskueliggjort igennem evindelige ubehagelige mutationer. Samtidig er hun optaget af deres værker - der på én gang er overvirkelige og uvirkelige i deres fremstilling af menneskets lidelser - i et på én gang dagligdags og mytologisk forankret forvandlingsteater - uden flugtveje. I 2020 blev hun netop desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for litteratur. Privat er Ursula Scavenius bosat i bydelen Frederiksberg med sin mand og hendes to drenge, Samuel og Elias.

Derfor skriver jeg:

Når jeg skriver, forsøger jeg at komme i en tilstand, hvor jeg ved så lidt som muligt – jeg gør mig selv “naiv” og ubevidst - og slukker for analyse og overblik – jeg prøver at lade historien fortælle sig selv til mig.

…. Men det er svært, fordi jeg er analytisk anlagt og skal hele tiden til at hurtigt at overtage fortællingen – derfor hjælper søvnen mig.

Jeg lever et liv, der er bygget op over at få nok søvn, og forskellige slags søvn, dyb søvn. Så er der et øjeblik, når jeg – i de perioder, det kan lade sig gøre i – har fået lige nøjagtig den ønskede søvn og vågner med en vågen drøm, som er helt plastisk og en videreføring af den historie, jeg allerede er i gang med.

Fantasien udklækker således en næsten umoralsk fortæller, for drømmeren vil nødig vågne op!

Jeg forsøger at give plads til oplevelsen af afmagt og fremmedgørelse, men også den mulige sammensatte indsigt, der er i den vågne drøm, dens musikalitet og rytme, dens paradokser. Og det gør jeg ved at skabe et ambivalent sprog, en kompleks stil et sted imellem nøgenhed og vulgaritet, hvor kontraster kolliderer. En fremmedgørelse over for og fiksering på det materielle, men også skønheden i det kaos, mange mennesker føler.

Ursula Scavenius, januar 2019.