Ursula Scavenius

Om forfatteren

Foto: Tobias Scavenius

(1981)

Forfatterdebut: 2015 (Fjer)

Med sin beherskede og ikke mindst foruroligende prosa har Ursula Scavenius inden for kun ganske kort tid manifesteret sig som én af sin generations mest originale stemmer i nyere dansk litteratur. Hun kom til verden i den sydfynske handelsby Svendborg, men er siden vokset op i landsbyen Tranekær i den nordlige del af Langeland. Ursula Scavenius er cand.mag. i litteraturvidenskab og Italiensk fra Københavns Universitet og dimitterede i 2012 fra Forfatterskolen i København. Hun fik sin debut i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 2007 og har siden publiceret i et utal af forskellige tidsskrifter, samt skrevet og instrueret flere teaterstykker og bidraget til performances og mere tværæstetiske samarbejder. Hendes debut i bogform kom med novellesamlingen Fjer i 2015, som i tre apokalyptiske fortællinger beskriver en feberramt og traumatisk verden og kredser om temaer som sorg og tab. Debutudgivelsen Fjer indbragte hende Munch-Christensens Kulturlegat i 2016 og blev desuden indstillet til Montanas Litteraturpris, og er siden blevet efterfulgt op af novellesamlingen Dukkerne i 2020. Foruden sine egne prosaudgivelser har desuden skrevet tekstbidrag til flere antologier, heraf senest Afbrydelser fra 2023. Blandt hendes helt store kilder til inspiration er blandt andre Franz Kafka, August Strindberg, Jón Kalman Stefánsson og Knut Hamsun. Desuden har hun fundet stor inspiration fra malerne Goya og Bosch i form af deres groteske univers, hvori sorg og generel desillusion over verdens tilstand fremstilles igennem tragikomik og som bliver anskueliggjort igennem evindelige ubehagelige mutationer. Samtidig er hun optaget af deres værker - der på én gang er overvirkelige og uvirkelige i deres fremstilling af menneskets lidelser - i et på én gang dagligdags og mytologisk forankret forvandlingsteater - uden flugtveje. I 2020 blev hun desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for litteratur. Privat er Ursula Scavenius bosat på Frederiksberg med sin mand og hendes to drenge, Samuel og Elias.

Derfor skriver jeg:

Når jeg skriver, forsøger jeg at komme i en tilstand, hvor jeg ved så lidt som muligt – jeg gør mig selv “naiv” og ubevidst - og slukker for analyse og overblik – jeg prøver at lade historien fortælle sig selv til mig.

…. Men det er svært, fordi jeg er analytisk anlagt og skal hele tiden til at hurtigt at overtage fortællingen – derfor hjælper søvnen mig.

Jeg lever et liv, der er bygget op over at få nok søvn, og forskellige slags søvn, dyb søvn. Så er der et øjeblik, når jeg – i de perioder, det kan lade sig gøre i – har fået lige nøjagtig den ønskede søvn og vågner med en vågen drøm, som er helt plastisk og en videreføring af den historie, jeg allerede er i gang med.

Fantasien udklækker således en næsten umoralsk fortæller, for drømmeren vil nødig vågne op!

Jeg forsøger at give plads til oplevelsen af afmagt og fremmedgørelse, men også den mulige sammensatte indsigt, der er i den vågne drøm, dens musikalitet og rytme, dens paradokser. Og det gør jeg ved at skabe et ambivalent sprog, en kompleks stil et sted imellem nøgenhed og vulgaritet, hvor kontraster kolliderer. En fremmedgørelse over for og fiksering på det materielle, men også skønheden i det kaos, mange mennesker føler.

Ursula Scavenius, januar 2019.