Astrid Saalbach

Om forfatteren

Foto: Robin Skjoldborg

(1955)

Forfatterdebut: 1985 (Månens ansigt)

Prosaisten og dramatikeren Astrid Saalbach er kendt for sine tekster som kredser om temaer som angst for det fremmede og forandringen, menneskers relation og deres ensomhed, skrevet i en registrerende og ikke mindst sansende stil. Hun kom til verden i Søborg i den sydlige del af Gladsaxe som datter af civilingeniør Leif Saalbach Andersen og Merete Esper Larsen, men er siden vokset op i Snekkersten nord for København. Efter sin studentereksamen i 1975 fra Helsingør Gymnasium blev hun i 1978 uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Efter en kortvarig skuespillerkarriere fik hun sin debut som dramatiker med radiospillet Spor i sandet i 1981. Herefter fulgte endnu et par radiospil og et enkelt tv-spil, inden hun fik sin prosadebut med novellesamlingen Månens ansigt i 1985. Siden har hun blandt andet publiceret op til flere romaner, heriblandt Den glemte skov (1988), Fjendens land (1994), Den hun er (2000), Fingeren i flammen (2005), Fordrivelsen (2011), Klapperslangen (2014), Der hvor du ikke vil hen (2021) og Lindely (2023). Blandt hendes store kilder til inspiration er den danske forfatter Inger Christensen, den engelske forfatter Virginia Woolf, den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij og den franske litterat Roland Barthes. Parallelt med sin karriere som forfatter og dramatiker har hun desuden fra 1984-98 fungeret som medlem i bestyrelsen i Danske Dramatikeres Forbund og fra 1987-89 som medredaktør af tidsskriftet Kritik. Privat er Astrid Saalbach bosat på Østerbro i København og er gift med pianisten og organisten Jens Kaas, med hvem hun har to voksne børn.

Derfor skriver jeg:

»Det at skrive er alvor for mig, mit liv står og falder med, om der kommer noget ud. Det kan måske lyde frygtelig selvpinerisk, men jeg føler mig samtidig ekstremt privilegeret, at jeg får lov til at sidde i det her rum og gøre det, jeg i mit stædige indre har fundet ud af, at jeg allerhelst vil beskæftige mig med.«

Astrid Saalbach (Citat fra interview i Berlingske, 2006).