Jens Henrik Jensen

Om forfatteren

Foto: Red Star Photo

(1963)

Forfatterdebut: 1997 (Wienerringen)

Med sine intense og ikke mindst levende politiske thrillere har Jens Henrik Jensen uden tvivl markeret sig som én af landets helt store forfattere inden for krimigenren. Han er født og opvokset i landsbyen Søvind ved Horsens Fjord. I 1982 blev han student fra Horsens Statsskole og blev herefter optaget på Danmarks Journalisthøjskole, hvorfra han tog afgang sidst i 80'erne. Herefter blev han ansat som sportsjournalist ved dagbladet JydskeVestkysten i Esbjerg, hvor han senere ligeledes fungerede som redaktionssekretær, nyhedsredaktør og nyhedschef. Jens Henrik Jensen fik sin krimidebut med romanen Wienerringen i 1997, efterfulgt af Kællingen i Kraków (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002), der tilsammen danner Kazanski-trilogien, og som samtidig blev hans helt store gennembrud som krimiforfatter. Herefter fulgte den meget kritikerroste bestsellerserie om kriminalassistenten Nina Portland, der foruden Økseskibet (2004) omfatter Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010). Med De hængte hunde (2012) indledte han sin tredje og seneste trilogi med krigsveteranen Niels Oxen, der siden er blevet fulgt op af De mørke mænd (2014), De frosne flammer (2016), Lupus (2018), Gladiator (2021) og senest Pilgrim (2023). Blandt sine helt store kilder til inspiration er ikoniske britiske krimiforfattere som John Le Carré, Len Deighton og Frederick Forsyth. Privat er Jens Henrik Jensen bosat ved Horsens Fjord med sin hustru Mai, samt deres to drenge, Hugo og Victor.

Derfor skriver jeg:

Jeg skriver, fordi jeg kan … Og jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Med at skrive. Og med at fortælle. Lige som bjergbestigeren, der skulle svare på, hvorfor han besteg bjerge: ”Fordi de er der…”

Gennem hele min skoletid nød jeg, når den skriftlige opgave blev tilbudt i fri dressur. Men jeg havde næppe nogen egentlig klar forestilling om, at jeg gjorde det, fordi det appellerede til mig, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg gjorde det bare, fordi det var det letteste – og syntes i øvrigt, at lektier var en tidsrøver.

Men det er vel blevet synligt for mig på et eller andet tidspunkt op gennem gymnasiet, at jeg havde talent for at skrive, talent for at udtrykke mig på skrift.

Det førte mig over i journalistikken som branche, men et valg af fag, der absolut ikke var begrundet i noget dybere og brændende ønske om at afsløre noget, stikke næsen i andre folks sager - eller være med til at ændre forhold i kraft af min journalistik. Det kan jeg bedre se i dag, hvor jeg har forladt journalistikken og er forfatter på fuld tid.

Jeg blev journalist, mest af alt fordi journalistikken var fuld af ord. Naturligvis også fordi jeg havde og har en interesse i det omgivende samfund – men først og fremmest, fordi jeg kunne få hold på alle disse ord og sætte ord sammen på den rigtige måde.

Og dér er jeg nu tilbage. Jeg nyder at skrive, fordi jeg kan. Men også fordi, det er en stadig udfordring at søge at blive bedre til at mestre bogstaverne.

Jens Henrik Jensen, april 2015.