Vibeke Grønfeldt

Om forfatteren

Foto: Lars Gjødvad

(1947)

Forfatterdebut: 1976 (Din tavshed er min skrift på væggen)

Med sit lyriske og ikke mindst sanselige sprog har Vibeke Grønfeldt manifesteret sig som er én af dansk samtidslitteraturs helt store prosaister. Hun kom til verden på en gammel slægtsgård ved Nordby på Samsø, hvor hun voksede op i slutningen 1940'erne. Efter at have fået sine første manuskripter retur fra flere forlag fik hun sin prosadebut med romanen Din tavshed er min skrift på væggen i 1976 og har siden publiceret mere end en snes romaner, en novellesamling, samt en enkelt børnebog. Hendes helt store folkelige gennembrud fik hun med kollektivromanen I dag i 1998, der siden er blevet fulgt op af flere kritikerroste romaner, heriblandt Mindet (2005), I min tid (2006), Indretningen (2008), Livliner (2011), Bogstavets betydning (2012), Endnu ikke (2016), Glasluft (2020), Pludselig her (2021), samt senest Lufthavet (2024). Blandt hendes helt store kilder til inspiration er forfattere som H.C. Andersen, St. St. Blicher, Albert Dam, J.P. Jacobsen, Italo Calvino, William Faulkner, Agota Kristoff, Milan Kundera, Marcel Proust og Jean Rouaud. Hendes rige og sprogligt blomstrende forfatterskab har desuden indbragt hende stor anerkendelse samt op til flere prestigefulde priser, heriblandt Otto Gelsted-Prisen, Herman Bangs Mindelegat, Det Danske Akademis Store Pris og Montanas Litteraturpris. Privat er Vibeke Grønfeldt bosat lidt uden for byen Kolby i den sydlige del af Samsø med sin mand, Lars Finsteen Gjødvad.

Derfor skriver jeg:

I en meget tidlig erindring sidder min far ved skrivebordet og skriver med fyldepen, mens jeg sidder på gulvet og tegner kruseduller med mine farveblyanter.

Det var en skuffelse, at der ikke stod noget i mit brev. Jeg spurgte dem, der kunne læse, hvad jeg havde skrevet, men der kom ikke rigtig noget svar.

Til gengæld blev skuffelsen rigeligt opvejet, da jeg et par år senere kom i skole og lærte bogstaverne, og at man ved hjælp af dem kunne skrive, hvad man ville, så andre kunne se, at der stod HUS MUS KAT NAT. At det blev stående, selv om papiret blev lagt til side i flere dage eller måske glemt i lang tid.

Jeg begyndte at føre dagbog i kladdehefter, som jeg limede sammen til en slags bog. Ikke for at læse den igen, men for, når den blev for tyk, kæntrede og faldt fra hinanden, i smug at smide den i kakkelovnen. Der var en lettelse i at skille sig af med den og begynde på en helt ny. Igen skrive lige hvad jeg ville.

I sekstenårsalderen fik jeg en stærk social fobi og var en uges tid stumslået, ude af stand til at tale.

Det var en mærkelig oplevelse, ikke ubehagelig. Den åbnede nye muligheder, når blot der var papir og blyanter inden for rækkevidde.

Verden blev et hav af skrift, hvor jeg kunne svømme, som jeg havde forstand til.

Vibeke Grønfeldt, marts 2013.