Julie Hastrup

Om forfatteren

Foto: Steen Evald

(1968)

Forfatterdebut: 2009 (En torn i øjet)

Med sine levende psykologiske krimier - fuld af uhygge og gru har Julie Hastrup uden tvivl allerede vist sit store potentiale inden for krimigenren. Hun kom til verden i Ringkøbing nord for Skjern, men er vokset op i hovedstaden, hvor hun har boet det meste af sit liv. Selvom det langt fra var litteraturen der fyldte mest som helt ung, har hun dog altid vidst at hun ville skrive. Efter endt skolegang med en samfundssproglig studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium tilbragte hun blandt andet et år i Paris, hvor hun arbejdede i restaurationsbranchen som tjener og dørmand. I midten af 90'erne tog hun afgang fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og fungerede i mere end et dusin år som journalist for blandt andet TV 2 Lorry og Danmarks Radio. Hendes debut som krimiforfatter kom med bestselleren En torn i øjet i 2009, som samtidig blev begyndelsen på hendes succesfulde krimiserie om den unge drabsefterforsker Rebekka Holm, der foruden Det blinde punkt (2010), ligeledes omfatter Blodig genvej (2011), Portræt af døden (2013), Farlig fortid (2015), Mirakelmanden (2017), Blodspor (2018), Vildskud (2020), Kryb (2022), samt Fremmed (2024). Blandt hendes helt store litterære forbilleder er den britiske roman- og fantasyforfatter J.K. Rowling og den franske bestsellerforfatter Delphine de Vigan. Derudover er hun ligeledes en flittig foredragsholder og er optaget af berette om sin inspiration til plots og ikke mindst hendes store fascination af drabets psykologi, en fascination hun har haft lige siden hendes tidlige barndom. Privat er Julie Hastrup bosat i den centrale del af København med sin mand Morten og deres to børn, William og Emma. Hun er desuden optaget af det moderne storbyliv og holder meget af ballet, opera og ikke mindst fotokunst.

Derfor skriver jeg:

Jeg har været lige dele fascineret og skræmt af drabet, siden jeg som 4-årig så gyseren ”Vindeltrappen” i selskab med min mormor, der selv var stærkt optaget af drab – både fiktionens og virkelighedens.

Det var hos min mormor at jeg blev introduceret til krimien i form af blandt andre Agatha Christies forfatterskab ligesom vi ofte diskuterede virkelighedens drab over en kop lidt for stærk te. Så der er ingen tvivl om at det er hendes skyld – eller fortjeneste – at jeg i dag er krimiforfatter.

Jeg vidste tidligt at jeg ville skrive og at det var drabet og særligt psykologien bag drabet der havde min interesse, men da jeg blev student var jeg også klar over, at jeg ikke var moden endnu, og jeg søgte derfor ind på journalisthøjskolen og tænkte at jeg da kunne beskæftige mig med dette beslægtede fag, journalistikken, mens jeg ventede på at blive moden nok. Faktisk var min plan at jeg ville arbejde til jeg var 60 år, for så at trække mig tilbage og kaste mig ud i forfattergerningen.

Planen holdt dog ikke. Det skulle heldigvis blive meget før .-D

Da jeg var i slutningen af 30’erne, mor til to mindre børn og med en lang journalistkarriere bag mig, fik jeg en stærk fornemmelse af at det var NU jeg skulle afprøve krimiforfatterdrømmen. Efter noget tids tøven sagde jeg mit gode, faste og vellønnede DR-job op og kastede mig ud i forfatterlivet. Med hjertet oppe i halsen og klamme håndflader. Et par år senere debuterede jeg med ”En torn i øjet”, min første Rebekka Holm-krimi som strøg direkte ind på bestsellerlisterne, hvor den lå i månedsvis og som betød at jeg kunne leve af mit forfatterskab. I dag er det 9 år og 7 bøger siden, og jeg må indimellem stadig knibe mig selv i armen over at min forfatterdrøm i den grad blev opfyldt. Det er jeg meget ydmyg og taknemmelig for.

Jeg elsker forfatterlivet på godt og ondt. Heldigvis er der mest godt. Jeg er altid på arbejde, min fantasi er endeløs og jeg er god til at fornemme det uhyggelige i det tilsyneladende hyggelige. Jeg holder af researchen, af at finde på og at sidde og at bestemme selv. Selvfølgelig er der også kedelige dage, hvor man retter og retter den samme tekst, dage hvor hjernen er gået lidt i stå og det hele er svært, og man er så meget alene. De dårlige forfatterdage fylder dog heldigvis meget lidt i forhold til de gode, for det er stadig en stor glæde for mig at skulle finde på stærke og skræmmende plots.

Julie Hastrup, november 2018.