Jens-Martin Eriksen

Om forfatteren

Foto: Adine Sagalyn

(1955)

Forfatterdebut: 1985 (Nani)

Med sin meget eksperimenterende skrivestil har Jens-Martin Eriksen manifesteret sig som én af dansk litteraturs mest markante prosaister. Han kom til verden i 1955 i Aalborg, hvor han voksede op i et havnekvarter sammen med sin enlige mor og bedsteforældre, indtil han som blot 14-årig blev sendt tre år på en indremissionsk kostskole i Himmerland. Senere fulgte studier ved Aarhus Universitet, der netop i start 90'erne blev afsluttet med en hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur. Han fik sin fiktionsdebut med den erotiske roman Nani i 1985 og har siden blandt andet udgivet krigsromanen Vinter ved daggry og novellesamlingen Jonathan Svidts forbrydelse. Jens-Martin Eriksen har desuden ligeledes publiceret rejseskildringerne Hadets anatomi og Krigens scenografi, essaybogen Adskillelsens politik, samt debatbogen De Anstændige sammen med kritikeren Frederik Stjernfelt. I 90'erne begyndte han desuden at skrive til radio og tv og senere skuespil. Udover sit forfattervirke var han i en lang periode tilknyttet Gyldendals kulturtidsskrift Fredag som redaktør. Han har samtidig siddet i bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere, samt som medlem af Statens Kunstråds Litteraturudvalg. Med tiden har han modtaget op til flere legater og priser, heriblandt Herman Bang Legatet, Adam Oehlenschläger Legatet for litteratur, Beatrice-prisen fra det Danske Akademi, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Privat er Jens-Martin Eriksen bosat i København, men opholder sig ofte i Genève i Schweiz, hvor hans schweiziske kæreste Sophie bor.

Derfor skriver jeg:

Da jeg var 27 år og skrev på min første roman engang i Barcelona fyldte spørgsmålet om ’hvorfor jeg skriver’ overordentlig meget. Det var måske det mest centrale spørgsmål, der var at meditere over når jeg ikke lige skrev på romanen. Så debuterede jeg efter nogen tid med netop denne roman, men det blev det ikke bedre af. Nu fyldte dette enerverende og selvcentrerede spørgsmål mere og mere. Og det blev ikke bedre af det selskab, som jeg i den forbindelse rendte på i København. Det var unge mænd med samme syge hang til at tale om sig selv, som jeg. Hvor skrev vi, hvem var vi og lignende banaliteter, som alle triste unge mænd fylder sig med overalt.

Som tiden gik glemte jeg efterhånden spørgsmålet, og tager mig mere af at skrive de bøger, der optager mig. Faktisk havde jeg lykkeligt glemt, at jeg overhovedet nogensinde havde stillet mig selv dette aparte og letterede bøvede spørgsmål indtil jeg fik det gentaget her. ’Hvorfor skriver jeg?’ Jeg får lyst til at skrige.

Eller også er der bare det galt, at der bare mangler noget i sætningen? ’Hvorfor skriver jeg den bog, som jeg fortiden arbejder på?’ Det er alt for tidligt at svare på. Bogen må i sig selv, når den foreligger, levere en fyldestgørende forklaring. (Man må derfor vende tilbage ved en senere lejlighed, hvis man har opfattelsen af, at man må gå forsmået bort fra denne tekst.)

Jens-Martin Eriksen, oktober 2013.