Simon Fruelund

Om forfatteren

Foto: Camilla Hultén

(1966)

Forfatterdebut: 1997 (Mælk)

Med sin formsikre og ikke mindst minimal-realistiske prosa er Simon Fruelund uden tvivl en helt unik stemme i nyere dansk litteratur. Han kom til verden i havnebyen Helsingør, men voksede siden op på et nedlagt husmandssted i Midtsjælland, som familien overtog i slutningen af 60'erne. I 1985 blev han student fra Stenhus Gymnasium. Herefter fulgte blandt andet studier i dansk ved Københavns Universitet, inden han netop i midten af 90'erne tog afgang fra Forfatterskolen og blev uddannet cand.mag. i dansk og engelsk ved Københavns Universitet og University of California. Simon Fruelund fik sin debut i bogform med novellesamlingen Mælk i 1997, der blev fulgt op af novellesamlingen Planer for sommeren i 2002. Siden har han blandt andet publiceret romanerne Borgerligt tusmørke (2006), Verden og Varvara (2009), Panamericana (2012) og Pendlerne (2014), samt digtsamlingen Optegnelser fra verdens ende (2018). Blandt sine helt store kilder til inspiration er den amerikanske forfatter Raymond Carver, den spanske forfatter Miguel de Cervantes, den irske forfatter James Joyce, den russiske forfatter Anton Tjekhov, den danske forfatter Peter Seeberg og den danske kritiker og litterat Herman Bang. Simon Fruelund har med tiden modtaget stor anerkendelse for sit forfatterskab og er blevet tildelt Otto Rungs Forfatterlegat og Henrik Pontoppidans Mindefonds Legat, samt op til flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, deriblandt Statens Kunstfonds treårige legat. Udover sit eget forfattervirke har han blandt andet ligeledes i perioden fra 1997 til 2006 fungeret som redaktør ved forlaget Gyldendal med speciale i oversat skønlitteratur, inden han i 2012 blev tilknyttet forfatterlinjen ved Vallekilde Højskole som fast underviser. Privat er Simon Fruelund bosat i den centrale del af København med sin hustru Camilla og deres datter.

Derfor skriver jeg:

Jeg tror man kan sige at jeg skriver fordi det er en udfordring, og udfordringer er stimulerende. Jeg er muligvis blevet afhængig af den stimulans. Jeg skriver altså ikke fordi jeg har talent, snarere tværtimod. Det er så sjældent at der kommer noget rigtig godt ud af det. Det er muligvis en form for selvpineri.

Jeg er nok også blevet afhængig af den koncentration der opstår undervejs. Men jeg har efterhånden skrevet i mange år, så jeg tænker sjældent over det. Det er blevet en måde at leve på, den mest meningsfulde jeg har kunnet finde, en måde at holde mig selv ud på.

Simon Fruelund, oktober 2013.