Thomas Boberg

Om forfatteren

Foto: Lars Gundersen

(1960)

Forfatterdebut: 1984 (Hvæsende på mit øjekast)

Med sit meget originale og ikke mindst overrumplende billedsprog har Thomas Boberg uden tvivl markeret sig som en helt unik stemme i nyere dansk litteratur. Han kom til verden i domkirkebyen Roskilde, men voksede siden op i et kaotisk hjem i den indre del af Østerbro, med en psykisk ustabil mor, en voldelig stedfar, og hans tre søskende. Siden boede han i Roskilde hos sin biologiske far, kunstneren Jørgen Boberg, hvorfra han i 1980 blev student fra Roskilde Amtsgymnasium. Allerede helt siden han var ganske ung har han rejst i fjerne afkroge af verden, fortrinsvis i Sydeuropa, Nordafrika, Asien, samt Syd- og Mellemamerika og har flere gange bosat sig i udlandet, heriblandt USA, Italien, Spanien og ikke mindst Peru, et land som han stadig har stor tilknytning til. Han debuterede i bogform med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast i 1984, men fik allerede sin lyriske debut i lyriktidsskriftet Hvedekorn i 1982. Sit helt store folkelige gennembrud fik han for alvor med sin selvbiografiske rejsetrilogi Rejseminder, der omfatter rejseerindringerne Sølvtråden (1996), Americas (1999), samt Invitation til at rejse (2003). Siden har han blandt andet publiceret op til flere store digtsamlinger som Livsstil (2005), Boothill (2009), Hesteæderne (2010), Hesteæderne 2 (2011), I den næste by (2012), Fantombillede (2014), Hesteæderne 3 (2015), Mexicocitydigte (2017), Forberedelse til livet (2021), samt 69 dæmoner (2022). Han har ligeledes udgivet novellesamlingen Under uret (2006), romanerne Flakker (2008) og Insula (2024), samt rejseromanen Africana (2019). Med tiden har Thomas Boberg modtaget op til flere priser for sit lyriske forfatterskab, heriblandt Otto Gelsted-Prisen i 2000 og Det Danske Akademis Store Pris i 2012, samt flere legater fra Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, deriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Privat er Thomas Boberg bosat i Københavns Nordvestkvarter med sin kæreste Rebecca og hans yngste søn, Louie. Han er desuden far til to voksne børn, Mateo og Camilla.

Derfor skriver jeg:

Kræver det en vis naivitet at skrive, at digte? Kaste sig i sprog? Tro på man har noget at sige? Det indre behov, driften som driver en ud i det? Når jeg er ved at skrive en tekst, når jeg er ved at skrive om noget jeg oplever, noget jeg har sat mig for, et digt, en situation i et land, en by, en rejse, så er dette det altafgørende, det er det jeg vil, der er nemlig her muligheden for at udføre et godt stykke arbejde. Det vil være det som interesserer mig. Finde måden, døren ind til teksten, mærke rytmen, håbe på at ramme en åre, der kan føre mig ind i bjerget eller ud i floden, hoppe i strømmen, lade en bølge bære mig eller selv skabe den, være et med den. Det var først da jeg rejste til Peru for at bo der, da jeg i det hele taget begyndte at rejse meget i Sydamerika, at jeg satte mig for at skrive notater undervejs, fylde den ene notesbog efter den anden. Det var, er som at tegne skitser for maleren, tror jeg. Jeg har selv tegnet, jeg er ret sikker på det er sådan. Engang i firserne, jeg husker det tydeligt, jeg gentager mig selv her, men det er for ikke at glemme at jeg i virkeligheden husker det tydeligt, at jeg en dag kom gående ned ad Ramblaen, tænkte, jeg ville gerne skrive om denne gåtur ned ad Ramblaen, eller jeg ville gerne skrive denne gåtur, for der er forskel på at skrive om og skrive det, det er som forskellen på at forklare og at vise måske. Det er jeg ikke sikker på lige her. Men jeg husker så, at jeg ikke kunne skrive dette simple stykke. Jeg følte det var en banalitet, det jeg så, sansede, enhver havde kunnet se det, det var alles sansninger. Men det er jo netop det, at ramme sansningen så den bliver almen, men det var netop ikke sådan det var. Jeg ramte aldrig den kontakt, hvor jeg kunne få en sådan sætning til at gnistre. Jeg manglede overbevisning, jeg manglede metode muligvis, den formel som kunne bære beskrivelsen og åbne for en indsigt. Jeg kunne fx have skrevet, jeg ser. Jeg går på Ramblaen, for enden ligger havnen, nej. Jeg går på Ramblaen, jeg ser blomsterhandleren, jeg ser avisboden, jeg ser mennesker, mennesker forbi blomsterhandlen, avisboden, jeg ser farver, jeg mærker sommerens intense varme bølge mellem mennesker, der uendeligt går forbi hinanden. Jeg ser en dame med en hat, jeg ser en hvid tysker i shorts, jeg ser tre marokkanere, jeg ser at de ser, at de er på udkig efter noget, at de er på udkig efter noget, jeg kan se de er på udkig efter. Jeg ser bilerne på begge sider af Ramblaen, bilernes lange slange-kø, jeg ser plataner, jeg hører mumlen på mange sprog, dette siger noget om denne sommer i 1986 i denne by, jeg overvejer at sætte mig på en af cafeerne med kurvestolene vendt ud mod strømmen af personer og jeg tænker også dengang på Baudelaire, fordi Baudelaire var den digter som skrev flanøren, men det behøver jeg ikke a skrive ned, det er en litterær oplysning som på en måde er uvedkommende her. Så den tanke sletter jeg i min indre monolog. Jeg skrev ikke dette stykke dengang, og erindringen om ikke at have skrevet dette stykke får mig til nu i dag 29-5-15 i et tog fra Calais til Paris at skrive dette ned, fordi jeg havde eller har noget tredje i tankerne. Jeg har arbejdet på en tekst, en reportage om flygtningelejren The Jungle, som ligger i et klitlandskab tæt ved en tung industrizone i udkanten af Calais. Og der sker det igen, at det meste andet bliver uvedkommende i forhold til lige dette, ikke (for mig) kun at skrive det, men at have set det, at have erkendt at den her enormitet er en realitet her, for dem, for jer, for os, for alle her. At utrolig meget andet bliver ligegyldigt ved siden af dette. De hjemlige litterære andedamsdiskussioner, om den pigede selvoptagethed, om den kunstneriske narcissisme er god eller dårlig, om det at skrive er en form for terapi, eller om denne form er mangel på form, om den kvindelige dominans i dansk litteratur er et faktum eller ej, og hvis dette skulle være sandt, om det overhovedet er væsentligt. At det væsentlige lige nu intet har med den slags at gøre, som diskuteres og debatteres af hjemlige forfattere, der for alt i verden ønsker at forsvare deres positioner, deres skrøbelige udgangspunkter (alle udgangspunkter er skrøbelige), når det egentlig væsentlige lige nu, er, at der findes i tusindvis af desperate mennesker, som er strandet i en situation, hvor de er reduceret til spøgelser, hvor de flakker rundt uden rettigheder, uden de papirer, der kunne bringe dem over i vores, de anerkendte europæiske borgeres juridiske og mentale zone, hvor et helt almindeligt liv med helt almindelige sorger og glæder er en mulighed. Din flygtningeeksistens er en spøgelseseksistens, du har ingen rettigheder når du flygter fra dit krigshærgede land, ingen vil vide hvad der skete, hvis du forsvinder i ørkenen som slave for en Libysk gangsterboss. Men hvis du slipper over grænsen ud af dit eget land og ind Libyen, så er det over ørkenen og ud til kysten, så er det videre over havet. Når du så har krydset havet begynder din kamp for den næste rejse. Her i Europa er du også spøgelse, måske i endnu højere grad end der hvor du kommer fra, for der hvor du kommer fra, er man ofte født ind i en rettighedsløs verden. Værdighed og hjem er din familie, dine venner, dit landskab, altid bedre at blive ydmyget eller dø i hjemlandet end blandt fremmede, det hørte jeg dig selv sige. Din kamp for at kunne rejse ind i de synliges zone er begyndt. Sørg for ikke at blive stoppet i toget, på gaden, ved grænsen før du har nået det sted, du havde udset dig som din nulzone, der hvor du kunne starte forfra med at fremkalde dit usynlige liv til et synligt. Når du først den destination, du har udset dig, altså hvis du undgår at afgive dine fingeraftryk (fingeraftryk, du og dine medflygtninge snakker om fingeraftryk, I er besatte af fingeraftryk, fingeraftryk er et forvarsel om dommen) i et land, du ikke ønsker at bo i, og først da du træder over grænsen til denne destinations mulighed, kan du endelig lægge dine hænder frem under det skarpe lys. Forhandlingen om din egen eksistens kan begynde, din rejse fra spøgelsernes usynlige zone til de synliges. Du får papir på at du er et menneske, det er det øjeblik, hvor du træder ud af ikke menneskets spøgelseszone og frem på tærsklen til samfundet. Nu begynder din vanskelige rejse ind i samfundet. Men glem ikke, hvis du er nået så langt, at det er fordi du er en af de få heldige, en af dem skæbnen har udvalgt, som du selv sagde: Jeg tror på Gud og skæbnen.

Thomas Boberg, juli 2015.