Christina Hagen

Om forfatteren

Foto: Thomas Priskorn

(1980)

Forfatterdebut: 2008 (Sexdronning)

Med sit provokerende og til tider ikke mindst brutale sprog behandler Christina Hagen store tabuer som racisme, seksualitet og magt. Hun kom til verden i den midtjyske by Herning i 1980, hvor hun voksede op som datter af en advokat og en sundhedsplejerske. Som syttenårig flyttede hun til Aarhus, hvorfra hun tog en hf-eksamen, inden hun i 2002 tog til København for at indlede studier i sociologi. Efter uafsluttede sociologistudier ved Københavns Universitet blev hun i 2004 optaget på Forfatterskolen, hvorfra hun dimitterede i 2006. Hendes debut i bogform kom med novellesamlingen Sexdronning i 2008, der blev fulgt op af brevromanen 71 breve til M (2010) og digtsamlingen White Girl (2012). Herefter fulgte coffee table-bogen Boyfrind (2014), collage-bogen Jungle (2017) og digtsamlingen White Girl 2 (2017). Siden har hun foruden hybridbogen Korrekthedsbibelen (2019) ligeledes udsendt digtsamlingen Pow pow pow (2024). Blandt hendes helt store kilder til inspiration er den danske forfatter Pablo Henrik Llambías, den danske fotojournalist Thomas Priskorn, den svenske fotograf Lars Tunbjörk, samt den store amerikanske singer-songwriter Tracy Chapman. Hun har desuden modtaget Albertineprisen, Montanas Litteraturpris og Otto Gelsted-Prisen, samt blevet tildelt op til flere arbejdslegater fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond, deriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Parallelt med sit forfattervirke har hun samtidig bidraget med tekster til diverse litterære tidsskrifter og til Forfatterskolens Afgangsantologi 2006, samt performet sine egne tekster ved talrige offentlige kulturarrangementer. Privat er Christina Hagen bosat i barndomsbyen Herning, fordi byen efter eget udsagn netop tvinger hende til at leve et almindeligt liv.

Derfor skriver jeg:

Jeg får ofte henvendelser fra mennesker, der skriver i det skjulte. De spørger, om jeg vil læse deres ting igennem. Om jeg vil sige, hvad jeg synes. Er det godt nok? Hvad kan de gøre bedre? Kan de komme ind på Forfatterskolen? Mennesker der elsker at skrive. Mennesker der vil noget med det, de skriver. Det er rørende, men også svært for mig at sætte mig ind i. Jeg har aldrig ønsket mig at skrive. Siden 7. klasse noterede min dansklærer i en parentes ved siden af karakteren: (Du skal være forfatter). Det irriterede mig grænseløst. Jeg havde ingen drøm om at være forfatter.

Derfor er det svært at svare på, hvorfor jeg skriver. Mit eneste svar må være: Fordi det er min overlevelse. Hvis jeg ikke skriver, kan jeg ikke trække vejret. Hvis jeg ikke indimellem udgiver en bog og kommer med mit bud på, hvordan verden ser ud, så bliver jeg kvalt. På mange måder føler jeg mig som en person fra 1800-tallet, der er landet i dette mærkelige århundrede fuld af smartphones, åbne forhold, thailandske prostituerede i glasbure, dildoer, Joe and The Juice og åbne sportsvogne. På den ene side tænker jeg: Hvad er det her for et sindssygt liv? På den anden side vil jeg ikke stå udenfor og kigge ind på mærkværdighederne. Jeg vil deltage og drikke den juice og købe en luder på det bordel og køre i den sportsvogn. Jeg må leve det overfladiske liv, som jeg er landet i, men jeg er nødt til at skrive om det for at kunne holde det ud og for ikke at gøre mig bedre.

Christina Hagen, november 2013.