Helle Helle

Om forfatteren

Foto: Sacha Maric

(1965)

Forfatterdebut: 1993 (Eksempel på liv)

Med sin meget ordknappe og ikke mindst underspillede og ligefremme realisme har Helle Helle uden tvivl manifesteret sig som én af nyere tids mest originale og toneangivende stemmer i dansk prosa. Hun kom til verden i 1965 i Nakskov på Lolland, men er siden vokset op i havnebyen Rødby. Efter sin matematiske studentereksamen i midt 80’erne fra Maribo Gymnasium gik turen til hovedstaden for at indlede studier i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men fandt dog hurtigt ud, at hun simpelthen ikke kunne tilegne sig det teoretiske stof. Siden blev hun optaget som elev ved Forfatterskolen, hvorfra hun tog afgang i start 90’erne. Hendes prosadebut i bogform kom med romanen Eksempel på liv i 1993, men hun fik dog allerede sin litterære debut helt tilbage i 1987, hvor hun under navnet Helle Krogh Hansen netop fik trykt novellen Et blommetræ i Dagbladet Information. Sit helt store gennembrud fik hun med sin meget kritikerroste novellesamling Rester i 1996, der blev fulgt op af novellesamlingen Biler og dyr (2000) og romanen Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002). Siden er det blevet til flere store samt ikke mindst meget kritikerroste romaner, deriblandt Rødby-Puttgarden (2005), Ned til hundene (2008), Dette burde skrives i nutid (2011), Hvis det er (2014), de (2018), BOB (2021), Hafni fortæller (2023) og Hey Hafni (2025). Hendes minimalistiske prosa er med tiden blevet oversat til mere end tyve sprog og er blandt andet inspireret af den ordknappe norske forfatter Kjell Askildsen. Hun er med tiden desuden blevet tildelt op til flere store priser for sit forfatterskab, heriblandt Boghandlernes Gyldne Laurbær i 2012 for sin roman Dette burde skrives i nutid og Montanas Litteraturpris for romanen BOB i 2022. Privat er Helle Helle gift med billedkunstneren Mikkel Carl og bor i en landejendom omgivet af skov lidt uden for Sorø.

Derfor skriver jeg:

»Jeg er meget uundværlig på mit arbejde. Mit arbejde er meget uundværligt. Der er ikke mange, der er mere uundværlige end mig. Der er ikke meget arbejde, der er mere uundværligt end mit arbejde. Dertil kommer, at det er meget hårdt. Det er bestemt et hårdt arbejde. Det tærer på kræfterne. Jeg bruger alt, hvad jeg har. Jeg sidder og kigger. Jeg drikker kaffe. Jeg folder papirerne ud og lægger hånden over for ikke at blive beluret. Det er meget opslidende. Det er der ikke mange, der forstår. Det er derfor, jeg så tit må hvile mig. Det er ikke for min fornøjelses skyld.«

Helle Helle (Citat fra novellesamlingen Biler og dyr, 2000).