Helle Helle

Om forfatteren

Foto: Sacha Maric

(1965)

Forfatterdebut: 1993 (Eksempel på liv)

Med sin meget ordknappe og ikke mindst underspillede og ligefremme realisme har Helle Helle uden tvivl manifesteret sig som én af nyere tids mest originale og toneangivende stemmer i dansk prosa. Hun kom til verden i 1965 i Nakskov på Lolland, men er siden vokset op i havnebyen Rødby. Efter sin studentereksamen i 1984 fra Maribo Gymnasium, flyttede hun til hovedstaden for at indlede studier ved Københavns Universitet, men hun fandt hurtigt ud, at hun simpelthen ikke kunne tilegne sig det teoretiske stof. Siden blev hun optaget på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede i 1991. Helle Helle fik sin litterære debut i 1987, hvor hun under navnet Helle Krogh Hansen fik trykt novellen Et blommetræ i Dagbladet Information. Hendes debut i bogform kom med romanen Eksempel på liv i 1993, men fik for alvor sit helt store gennembrud med novellesamlingen Rester i 1996. Herefter fulgte foruden novellesamlingen Biler og dyr (2000), blandt andet romaner som Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002), Rødby-Puttgarden (2005), Ned til hundene (2008), Dette burde skrives i nutid (2011) og Hvis det er (2014). Senere fulgte romanen de (2018), en insisterende smuk skildring af et mor-datter-forhold, der siden er blevet fulgt op af romanerne BOB (2021) og Hafni fortæller (2023). Hendes minimalistiske prosa er med tiden blevet oversat til mere end tyve sprog og er blandt andet inspireret af den ordknappe norske forfatter Kjell Askildsen. Helle Helle er desuden blevet tildelt op til flere store priser for sit forfatterskab, deriblandt Boghandlernes Gyldne Laurbær for Dette burde skrives i nutid i 2012. Privat er Helle Helle gift med billedkunstneren Mikkel Carl og bor i en landejendom omgivet af skov lidt uden for Sorø.

Derfor skriver jeg:

»Jeg er meget uundværlig på mit arbejde. Mit arbejde er meget uundværligt. Der er ikke mange, der er mere uundværlige end mig. Der er ikke meget arbejde, der er mere uundværligt end mit arbejde. Dertil kommer, at det er meget hårdt. Det er bestemt et hårdt arbejde. Det tærer på kræfterne. Jeg bruger alt, hvad jeg har. Jeg sidder og kigger. Jeg drikker kaffe. Jeg folder papirerne ud og lægger hånden over for ikke at blive beluret. Det er meget opslidende. Det er der ikke mange, der forstår. Det er derfor, jeg så tit må hvile mig. Det er ikke for min fornøjelses skyld.«

Helle Helle (Citat fra novellesamlingen Biler og dyr, 2000).