Anne Marie Løn

Om forfatteren

Foto: Kamilla Bryndum

(1947)

Forfatterdebut: 1977 (Hvorfor hvisker I til mig?)

Med sit ligefremme og ikke mindst meget sanselige sprog har Anne Marie Løn uden tvivl en helt unik stemme i dansk prosa. Hun kom til verden i Tranebjerg på Samsø, men er siden vokset op som den yngste af fire søskende i Vendsyssel. Selvom hun allerede som ganske ung var optaget af at skrive, var det til at begynde med dog journalistikken, der tiltrak hendes opmærksomhed. I midten af 60'erne var hun journalistelev på Frederikshavns Avis, hvorfra hun i slutningen af 60'erne blev uddannet som journalist. Herefter gik turen til dagbladet Vestkysten, hvor hun fungerede som journalist frem til starten af 70'erne, hvorefter hun engagerede sig i teaterstudier i Frankrig og Italien. Efter sin hjemkomst var hun i en periode tilknyttet Aalborg Teater som pressesekretær. Siden valgte hun at flytte til hovedstaden for at arbejde som reportagejournalist ved B.T. Anne Marie Løn fik sin litterære debut med romanen Hvorfor hvisker I til mig? i 1977, men fik for alvor sit store gennembrud med romanen Veras vrede i 1982. Siden er det blevet til flere kritikerroste romaner, heriblandt Sent bryllup (1990), Det store nummer (1992), Prinsesserne (1996), samt Dværgenes dans (1998). Blandt hendes seneste udgivelser er romanerne Kærlighedens rum (2000), Hvis barn (2002), Serafia (2005) og Sekstetten (2008). Gennem hele sit forfatterskab har hun været optaget af livet på landet og i provinsen. I sine mere end 20 udgivelser, hvoraf langt de fleste er romaner, er landboens liv og erfaringer gjort til et helt specielt betydningssted, et alternativ til storbyens fragmenterede og ikke mindst hektiske liv. Af priser og legater er hun blandt andet blevet tildelt Dansk Litteraturpris for kvinder, Blicherprisen og Boghandlernes Gyldne Laurbær, samt Statens Kunstfonds treårige stipendium. Privat er Anne Marie Løn bosat i Asnæs ved Odsherred i Vestsjælland.

Derfor skriver jeg:

Som yngste barn i en støjende familie på seks opdagede jeg tidligt, at det at skrive var en god måde at komme til orde på og få sagt det, man ville uden at blive misforstået og drillet.

Lige fyldt elleve år modtog jeg mit første honorar for en skrevet historie fra Vendsyssel Tidende. Mine søskende var ikke særlig imponerede, de kendte også den historie, som handlede om vores hund. Forskellen var, at jeg havde lysten, viljen og ærgerrigheden, og jeg kunne godt lide, at min mor i det mindste var lidt stolt, da hun fra chatollets åbne rum fremdrog en blå femkroneseddel til mig, som posten havde haft med.

Tilfældet, flytninger m.v., ville, at jeg kom til at gå i fire forskellige skoler, en landsbyskole, en privat realskole, en kommunal by skole og de sidste tre år en særlig skole med handels og kontorlinje.

Ofte blev jeg udelukket og frasorteret, da jeg blev betragtet som ikke boglig. Men jeg vidste godt, at jeg ikke var så dum, så det gjorde noget. Bare anderledes. Det vidste min familie også.

Jeg blev ved at skrive kuriøse historier fra det virkelige liv til avisernes bagsider, de blev sakset og bragt i flere aviser, også i udlandet. Som 15-årig fik jeg timelønnet job på Herning Dagblad.

Siden har jeg skrevet og aldrig glemt at inkassere ros, anerkendelse og priser på alle såkaldt anderledes børns vegne.

Man har noget, som alle andre også har, man har bare mere af det, og det er det, man skriver på. Hvis alle andre ikke også havde noget af det, havde man jo ingen læsere.

Det kan siges så enkelt, som Henrik Ibsen i sit svar til en kvinde, der havde skrevet og spurgte ham, hvordan man bliver forfatter: ”Det drejer sig ikke om at ville dit og dat, men om at ville det, man absolut må, fordi man er sig selv og ikke kan andet. Hele resten fører kun ind i løgnen.”

Skriver man da bare for sig selv, ja og nej. Man skriver for og om det menneskelige fællesskab, som man vil og må være en del af.

Ingen kan sige det bedre end Søren Kierkegaard (i forord til Philosophiske smuler): ”Det er ikke enhver beskåret, at hans tankebeskæftigelse lykkeligt træffer sammen med det almenes interesser, så lykkeligt, at det næsten bliver vanskeligt at afgøre, hvorvidt han beskæftiger sig dermed for sin egen eller det almenes skyld.”

Anne Marie Løn, marts 2013.